Klik HER for at se programmet fra – EVITA
Musicalen EVITA skildrer den ambitiøse skønhed fra provinsen, Eva Duartes, vej til jobbet som Argentinas førstedame, ved siden af diktator Juan Perón, til hun dør af kræft som 33-årig.
(Evita blev opført i Jysk Musik & Teaterhus i Silkeborg efteråret 2009.)
Det hele begynder med begravelsen af Evita Perón. I et tilbageblik fortæller Che, i rollen som Evitas modspiller, om den afdødes liv ud fra sit synspunkt. Her fremhæver han alle de karakteristiske facetter af hendes personlighed.
På den ene side fortæller han om de iskolde beregninger, den middelmådige, men skønne skuespillerinde benytter for at fremme sin karriere, og hvordan det til sidst lykkes for hende at tiltrække sig opmærksomheden fra den magtfulde officer Perón; om hendes karismatiske udstråling, som hun udnytter i lidenskabelige taler til arbejderklassen, som det lykkes hende at manipulere så meget, at det ender med en generalstrejke, der åbner vejen til præsidentembedet for hendes elskede.
På den anden side fortæller Che om Evitas sociale engagement, med hvilket hun vil hævne sig på det aristokrati, hun så inderligt hader. På baggrund af dette engagement bliver Evita en helgeninde for Argentinas kvinder.